Jeg hedder Rune Bjerre og elsker at fotografere. Jeg er fra 1970 og har levet de første 20 år af mit liv omkring Lemvig, men bor nu med min familie i Frederiksværk. De fleste af mine fotografier er taget enten i Nordsjælland i nærheden af mit hjem eller i Vestjylland, hvor jeg stadig jævnligt kommer. Naturen har altid betydet meget for mig, hvorfor den også er blevet det sted jeg oftest går hen for at finde motiver.
Det er vigtigt for mig i mine landskaber ikke kun at registrere et landskab, men også at formidle en stemning. Det, der for mig giver langt den største fotografiske tilfreds­stillelse, er at finde en komposition og et lys, der fungerer godt i et landskab, og at det samtidig lykkedes at få formidlet en stemning. Af samme grund bruger jeg ofte lang  tid til fordybelse, når jeg fotograferer.
I de seneste år er natten for mig blevet en kilde til mange fotografier. At fotografere om natten tager tid og det giver en helt særegen følelse at stå der under stjernerne og fordybe sig i himlen. Ud over landskaber og natbilleder, fylder også detaljer samt dyre- og planteliv en stor del af min billedsamling.
Jeg har fotograferet i hovedparten af mit voksne liv. Jeg gik på fotolinjen på Samsø Højskole i starten af 90’erne, men er ellers hovedsageligt autodidakt. Gennem årene har jeg arbejdet med mange forskellige analoge og digitale fotografiske teknikker. Jeg nyder at udfordre mig selv med lidt sværere teknikker og på det seneste har jeg arbejdet med astrofotografi med billeder i mange lag optaget over tid.
Jeg er medlem af Naturfotografer i Danmark (www.nfd.dk), Halsnæs Fotoklub (hfkfoto.dk) og Selskabet for Dansk Fotografi (www.sdf.dk). Jeg har afholdt adskillige kurser i fotografi for både børn og voksne, og været dommer ved forskellige fotokonkurrencer. Jeg har deltaget i flere udstillinger, både i Jylland og på Sjælland. 
Anvendelse af billederne må kun ske efter skriftlig aftale.
Back to Top